11-01-2013

Ingen skadelig kemi i importeret tøj

Miljøstyrelsen har udarbejdet en rapport, der viser at forbrugerne ikke skal være bekymret for, om det tøj de køber fra en række modekoncerner i danske butikker indeholder skadelige kemikalier.

Ifølge Miljøstyrelsen forekommer de skadelige stoffer, som en Greenpeace rapport satte fokus på sidste år, i så små mængder at det ikke er skadeligt for forbrugeren, især hvis man vasker tøjet inden brug. Men hvad med produktionslandene, hvor en miljøskadelig produktion finder sted?

Ifølge Radikale Venstres miljøordfører Lone Loklindt, er det stadig vigtigt at fokusere på produktionslandene, hvor de reelle miljøproblemer opstår, når det tøj vi finder i butikkerne i Danmark bliver produceret. Selvom forekomsten af de problematiske stoffer er lav, når vi køber tøjet, så har de stadig haft en skadelig påvirkning på det ydre miljø i det land, hvor de bliver brugt i produktionen. Virksomhederne har således et medansvar for at sikre, at deres tøj ikke bliver produceret under miljøskadelige forhold hos de udenlandske leverandører.

Dansk Initiativ for Etisk Handel har tidligere udviklet en guide og en håndbog til danske virksomheder og deres leverandører om miljøansvarlig leverandørstyring netop for at bidrage til kapacitetsopbygning og træning af leverandører og underleverandører. Ifølge Lone Loklindt er netop uddannelse og samarbejde en måde at imødekomme en mere miljøvenlig modebranche, hvor der også følges op på, hvordan der produceres ude i verden.

Læs mere
 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->