15-07-2013

DIEH byder velkommen til et nyt medlem - PWT Group

Virksomheden PWT Group ejer de to danske herretøjskæder Tøjeksperten og Wagner, som til sammen har omkring 150 butikker rundt om i Danmark, Norge og Grønland. PWT group har hovedsæde i Ålborg og omkring 535 ansatte i Danmark.

Vi har stillet Lars Kristensen, der er Indkøbschef i PWT Group, en række spørgsmål vedrørende deres arbejde med Etisk Handel. 

Hvad er Etisk Handel for jer?

Etisk handel for os, er at drive en ordentlig, forsvarlig og korrekt forretning.

At drive virksomhed forpligter – det forpligter i forhold til at gøre det ordentligt og rigtigt på en lang række parametre, hvor etisk handel er et meget vigtigt område.

Etisk Handel er og skal være fundamentet for at drive en god og sund virksomhed.

 

Hvordan arbejder I med Etisk Handel i dag?

Vi arbejder hver eneste dag, på at levere nogle gode og ansvarlige produkter til vores kunder. Vi øver os i at blive endnu dygtigere til netop denne øvelse, og hele tiden at kigge op og se hvilke strømninger der influerer på det arbejde, og blandt andet i forhold til dette forventer vi, at initiativet kan hjælpe os.

 

Hvad er pt. jeres største udfordringer inden for arbejdet Etisk Handel?

Vi producerer en stor del af vores produkter i Østen. Nogle af produkterne køber vi gennem mellemforhandlere, andre direkte hos faste leverandører til huset – i det hele taget en meget bred leverandørskare. Det betyder store afstande – og det kan være udfordrende, i forhold til blandt andet at sikre Etiske Handel, så godt som vi ønsker. Vi er, grundet konkurrence, hele tiden i markedet med henblik på nye leverandører, nye spændende produkter, osv. Det er en konstant og omfangsrig proces, der stiller store krav til os, som virksomhed, i forhold til at sikre ordentlige arbejds- og miljøforhold hos de leverandører vi indgå aftaler med.

 

Hvorfor har I meldt jer ind i DIEH?

Som et led i vores arbejde med udvikling af egen CSR-strategi, besluttede vi at medlemskab i DIEH var et naturligt skridt. Vi havde ved flere lejligheder hørt om initiativet og initiativets arbejde.

At være en del af et dansk initiativ giver rigtig god mening for os.

 

Hvad forventer I at få ud af jeres medlemskab?

Vi forventer at blive en del af et initiativ, hvor vi kan udveksle erfaringer med andre danske virksomheder, et forum hvor vi kan tale med hinanden, og lytte til andre interessenter, med det sigte at blive klogere og dygtigere. Samtidig er det vores forventning at få konkret og relevant information – og værktøjer, som vi kan inddrage i vores arbejde med CSR og arbejdet med Etiske Handel i vores virksomhed. Vi håber og forventer at vi bliver dygtigere via vores deltagelse i initiativet.

DIEH byder PWT Group velkommen. 

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->