12-05-2009

Kvinder de mest sårbare under økonomisk krise

Kvinderne de første der rammes af krise

Kvinder er ofte dem som rammes først og hårdest, når arbejdsgivere i udviklingslandene ikke udbetaler løn eller på anden vis undlader at leve op til deres forpligtelser over for medarbejderne.

I takt med, at de globale leverandørkæder bliver presset af den faldende efterspørgsel på verdensmarkedet, er kvinderne på de fabrikker, der producerer varer til eksport i eksempelvis tekstilindustrien, ofte de første til at bøde. I Asien og Latinamerika udgør kvinder 80 % af de ansatte, og mange af dem er dårligt beskyttede, når vestlige virksomheders efterspørgsel falder. Det går ofte hårdt ud over kvindernes livsvilkår og deres familier.

Statslige krisepakker primært rettet mod mænd

Oxfam hævder i rapporten, at selv i lande, som har vedtaget gode og progressive arbejdstagerrettigheder, er der mange virksomheder, som ikke lever op til deres forpligtelser uden at myndighederne skrider ind. Oxfam påpeger desuden, at på traditionelle kvindearbejdspladser som i tekstilindustrien ofte ikke er en del af de statslige krisepakker, idet myndighedernes indsats for størstedelens vedkommende retter sig mog jobskabelse inden for de traditionelle mandeerhverv, såsom bygge- og infrastruktursektorerne.

Kvindelige migranter særligt sårbare

Særligt kvindelige migranter, som har forladt deres landsbyer eller land for at arbejde på en fabrik i byen for at forsørge resten af familien, er hårdt ramt af krisen. Mange familier afhænger af disse kvinders arbejde for at få mad på bordet og for at børnene kan gå i skole. Imidlertid er migranterne - og i særlig grad de kvindelige migranter - ofte de mest sårbare, da de i mange tilfælde ikke har de samme rettigheder.

Krisen er blevet yderligere forværret af stigningen i fødevarepriserne og de generelle leveomkostninger. Koblet faldende reallønninger i blandt andet tekstil-, tøj-, og skoindustrien i mange lande har det drastiske konsekvenser for de berørte familier. Og med et manglende socialt sikkerhedsnet, såsom arbejdsløshedsforsikring eller lignende i mange lande, er disse kvinder - og dermed deres børn og familier ofte prisgivet. Mange børn bliver derfor i øjeblikket trukket ud af skolen.

Pres på lønninger og arbejdsvilkår

Situationen betyder, at mange arbejdsgivere benytter situationen til at presse lønninger og de generelle arbejdsbetingelser ned. Det store antal fabrikslukninger betyder desuden, at kvinderne ofte får tilbud af om at rejse til vesten for at arbejde i sexindustrien. Mange kvinder føler ikke, de har andet valg.

Virksomheder i vesten bør bruge deres indflydelse

For virksomheder med globale leverandørkæder, er rapporten en vigtig reminder om, at det i disse tider er særligt vigtigt at have fokus på arbejdstagerrettigheder og de sårbare grupper i udviklingslande og vækstøkonomier. Virksomhederne kan være med til at bruge deres indflydelse til at sikre, at de ikke er med til at forværre situationen for de sårbare grupper.

Download rapporten fra Oxfam
 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->