21-04-2017

Voksende potentiale for etisk forretning

Af Mette Boye, direktør
Dansk Initiatuv for Etisk Handel

Den danske regering har netop udgivet en handlingsplan for Danmarks bidrag til at opnå de 17 Verdensmål. Danske virksomheders bidrag står med rette helt centralt i handlingsplanen. Ved netop en målrettet indsats for at sikre etisk og ansvarlig handel bidrager danske virksomheder afgørende til de 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling. Endnu er det kun 22% af de adspurgte i State of Ethical Trading, der forholder sig til Verdensmålene for bæredygtig udvikling. Det er vigtigt, at langt flere virksomheder får øjnene op for den etiske del af forretningen, og det er vigtigt at anerkende de virksomheder og organisationer, der allerede gør en stor indsats.

Når 100 virksomheder, branche- og interesseorganisationer samles til konference hos Landbrug & Fødevarer d. 25 april, er der fokus på, hvordan danske virksomheder og organisationer kan fremme etisk handel, bidrage til de 17 Verdensmål og lære af hinanden. Anledningen til at samles er, at Dansk Initiativ for etisk handel (DIEH) for 2. år i træk udgiver rapporten, State of Ethical Trading, der tager temperaturen på etisk handel. Vi har undersøgt, hvordan danske virksomheder og organisationer tager hånd om deres samfundsansvar og forholder sig til de udfordringer, der er en del af arbejdet med at kombinere forretning og bæredygtighed.

Vi kan samtidig vise et voksende og positivt fokus på arbejdstager- og menneskerettigheder i virksomhedernes såvel som i organisationers bæredygtighedsarbejde. Eksempelvis bruger mere end 65% af de undersøgte virksomheder, branche- og interesseorganisationer FNs Retningslinier for Menneskerettigheder og Erhverv, som ramme for deres CSR arbejde. Danske virksomheder er ikke nødvendigvis blandt verdens førende inden for etisk handel, men den danske samarbejdskultur og evne til at frembringe fælles løsninger kan styrke vores position, hvis den bliver brugt til at forstå de komplekse sammenhænge bedre og samarbejdet bliver brugt til at koble god forretning og bæredygtig forandring.  Hvis vi i Danmark skal være førende i etisk handel og gøre etikken til et stærkere omdrejningspunkt i den globale konkurrence, er det vigtigt, at virksomheder indgår i dialog med organisationer, samarbejder om løsninger og udveksler erfaringer. 

Debatindlæg bragt i Berlingske Business fredag d. 21 april 2017