01-04-2019

Spotlight på Roskilde Festival - nyt medlem af DIEH

Endnu engang byder vi et nyt medlem velkommen i DIEH – Roskilde Festival.

Roskilde Festival arbejder strategisk med bæredygtighed blandt andet med afsæt i FNs verdensmål. I løbet af de sidste fem år har festivalen blandt andet fokuseret på omlægning til økologi i madboderne og i gennem de seneste tre år har de også arbejdet med lighed – økonomisk, socialt og kulturelt. Sanne Stephansen, Programleder for bæredygtighed fortæller:

”Roskilde Festival-gruppen vil gerne være endnu bedre til at udvikle og sikre bæredygtige løsninger. Gennem et medlemsskab af DIEH vil vi både bidrage til og drage nytte af et netværk med stærke fagligheder. Dette kan sikre vores organisation mere viden og hjælp til blandt andet kapacitetsopbygning og udvikling og tilpasning af fx vores indkøbspolitikker”.

Roskilde Festival håber, at medlemskabet af DIEH kan hjælpe til netop at facilitere netværk og innovation. Signe Lopdrup, CEO, fortæller:

”Roskilde Festival har en ambition om at skabe flere cirkulære løsninger gennem stærke partnerskaber. Vores medlemskab af DIEH vil styrke os i dette strategiske udviklingsarbejde. Roskilde Festival er i de 8 dage, den varer, en midlertidig by, der i størrelse svarer til Ålborg med en befolkningstæthed på niveau med Shanghai, og hvor byens indbyggere har en gennemsnitsalder på 24 år. Det gør begivenheden til en helt enestående test- og udviklingsplatform for nye bæredygtige løsninger, som kan skabe positive forandringer i omverden.”

Roskilde Festival-gruppen er en almennyttig virksomhed, der består af Fonden Roskilde Festival, som sætter gruppens kompetencer og viden i spil hele året, Foreningen Roskilde Festival, som arrangerer Roskilde Festival, samt Roskilde Kulturservice, der leverer personale til Roskilde Festival-gruppens projekter.

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->