04-06-2019

Nyt værktøj til DIEH medlemmer - serie af landestudier kortlægger risici i dine globale værdikæder

Køber du fra lande med risiko for brud på miljøstandarder, menneske- og arbejderrettigheder? Og er du medlem af DIEH? Så er den kommende serie af landebriefinger noget for dig og jeres virksomhed eller organisation.
 
DIEHs norske søsterorganisation IEH har netop publiceret et landestudie fra Myanmar, som kortlægger de vigtigste risici for brud på menneske- og arbejdstagerrettigheder samt miljøstandarder. Studiet er det første af en række riskikostudier udarbejdet af IEH i samarbejde med DIEH og ETI i England.
 
De øvrige studier, country briefs, vil blive publiceret i løbet af 2019 og 2020 som en nøgleressource for medlemmer, som køber - eller overvejer at købe - fra risikolande som fx Myanmar, Etiopien, Cambodia eller Peru. Helt konkret vil man kunne bruge studierne som udgangspunkt for det vigtige arbejde med kortlægning og igangsætning af tiltag, der hvor risikoen er høj.
 
Myanmar – et højrisikoland for tvangsarbejde og afskovning

Myanmar var et militærregime frem til 2011, og præges fortsat af dette. Siden militærregimet faldt, har landet haft stærk økonomisk vækst og mange er blevet løftet ud af fattigdom. Samtidig har højtstående militærfolk fortsat stor politisk magt og ejer eller kontrollerer en række private virksomheder.
 
I landebriefingen kan du blandt andet læse mere om, hvordan tvangsarbejde har været udbredt under militærregimet og fortsat er stort problem – særligt i landbrugssektoren. Minoriteter er også en meget sårbar gruppe, hvilket især blev tydeligt for omverdenen i 2017, da Rohingya-befolkningen blev udsat for systematiske angreb og overgreb, som kulminerede i etnisk udrensning. I 2018 udtalte FN, at alt samarbejde med militæret er at regne som uacceptabelt på grund af behandlingen af etniske minoriteter.
 
Af øvrige risiko-elementer peger briefingen også på børnearbejde som en stor udfordring i Myanmar – det estimeres at 1 ud af 10 børn arbejder. Dertil regnes Myanmar som et af verdens mest udsatte lande for klimaforandringer og ekstremt vejr. Afskovning er et stort problem, ligesom vand- og luftforurening fra industri-udslip har fået særlig opmærksomhed de seneste år. I hovedstaden Yangon rapporterer myndighederne, at kun 10% af fabrikkerne har gode systemer for vandrensning.
 
Sådan får du adgang til landestudierne

Vi vil løbende annoncere, på hjemmesiden og i vores nyhedsbrev, når et nyt landestudie er tilgængeligt. Som nævnt er studierne kun for medlemmer, og du skal derfor først logge ind på medlemssiderne i den bloks til højre. Derefter klikker du på fanen ”Ressource Library”.

Har du spørgsmål, glemt dit login eller problemer med at logge på, kan du kontakte Elisabeth Moltke på em@dieh.dk

 

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig