28-08-2019

Spot på Oxfam IBIS - nyt medlem i DIEH

Ét af de i alt 10 nye medlemmer, som DIEH har haft glæde af at byde velkommen i år, er Oxfam IBIS - en non-profit medlemsorganisation, der arbejder for en retfærdig verden, hvor alle mennesker har lige adgang til uddannelse, indflydelse og ressourcer. Organisationen har landeprogrammer i over 90 lande, hvor den danske organisation er særligt aktiv i Vestafrika og Latinamerika.

DIEH har talt med seniorrådgiver i Private Sector Engagement, Marie Busck, om medlemskabet af DIEH og vigtigheden af fokus på CSR, ansvarlighed, bæredygtighed og samfundsansvar for Oxfam IBIS – både for arbejdet ude i verden og i eget hus.

”Etisk handel spiller en større og større rolle qua verdensmålene, der hænger uløseligt sammen med privatsektoren og dens rolle i forhold til indfrielse af verdensmålene – Oxfam IBIS har et ønske om at spille en endnu større rolle i forhold til at påvirke den proces”, fortæller Marie.

Civilsamfundsorganisationer og stater vil aldrig kunne nå verdensmålene alene, og netop derfor ønsker Oxfam IBIS gennem medlemskabet at styrke samarbejde og partnerskaber på tværs.

”DIEH er det forum for os, hvor vi får adgang til at tale dels med virksomheder men jo også med investorer, kommuner og andre civilsamfundsorganisationer”, fortæller Marie og uddyber, ”DIEH er det eneste multistakeholder-forum i Danmark, hvor både faglige organisationer, civilsamfundsorganisationer, erhvervsorganisationer, virksomheder og investorer er samlet et sted. Værdien i at kunne have den konstruktive dialog om svære problemer, tror vi på er uhyre værdifuld”.

Verdensmålene har skabt en konsensus om, at man sammen skal arbejde aktivt for en bedre og mere retfærdig verden. Men som Marie pointerer, starter en bedre verden ikke kun uden for husets mure. Som ansvarlig organisation skal man også have fokus på husets egne politikker og praksis:

”Det er eksempelvis vigtigt for os, hvordan vi behandler vores ansatte og hvilke pensionsselskaber og banker, vi bruger. På den måde forsøger vi at holde vores sti ren, så vi har mere troværdighed, når vi eksempelvis siger til pensionsselskaberne, at de ikke skal investere i virksomheder, der arbejder i skattely”.

Læs mere om Oxfam IBIS her

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->