25-10-2019

Spot på ØNSK - nyt medlem i DIEH

ØNSK er kommet med på holdet hos DIEH, hvor vi glæder os over det fremtidige samarbejde med kaffevirksomheden, som importerer de mørke bønner fra det vulkanske højland i Nicaragua. Kaffens kvalitet og bidrag til lokalsamfundet står i højsædet hos den lille københavnervirksomhed, der forarbejder og rister bønnerne i Danmark.

Andreas Kirk, som er stifter og partner i ØNSK, fortæller passioneret til DIEH om ØNSKs arbejde med den tredelte bundlinje: People, planet og profit.

”Vi har fokus på, at det vi gør er i overensstemmelse med miljøet. Vi prøver at optimere, så vi får en mere klima-ren kaffeproduktion. Vi hjælper eksempelvis en af vores lokale leverandører, Leonel, med at optimere sin produktion af økologisk gødning til kaffeplanterne. Sidst men ikke mindst er der folkene bag kaffen. Vi betaler dem 70 til 100 procent over, hvad markedsprisen for kaffe ligger på”, forklarer Andreas og tilføjer:

”Vi vil gerne udjævne profitten lidt, så der kommer en større balance i hele forsyningskæden omkring kaffe. Vi mener også, der ligger en god historie i at kunne forbinde bonden og kunden. Det tror jeg, der skal til, hvis man skal skabe den her villighed til at købe lidt dyrere kaffe.”

I forhold til medlemskabet af DIEH, arbejder ØNSK med bæredygtighed som en del af kerneforretningen, og netop derfor er det vigtigt at kunne sparre omkring arbejdet i udviklingslande. Andreas uddyber et af kaffefirmaets dilemmaer:

”Nicaragua er eksempelvis lige nu et land, der regeres af noget, der minder om en diktator. Det kan skabe tvivl om, hvorvidt man skal støtte sådan et lands produktion. Der er vi jo ekstra sårbare, fordi vi kun køber kaffebønner fra netop det ene land.”

Det er således muligheden for sparring og vidensopbygning, der har fået ØNSK til at melde sig ind i DIEH. En anden faktor er også mulighed for networking:

”DIEH er en god netværksplatform, hvor vi kan møde nogle ligesindede – eksempelvis også nogle, man kan lave forretninger med. Det er et fedt rum af blandede stakeholders, hvor man kan drage fordel af hinanden”, afslutter Andreas Kirk.

Læs mere om ØNSK kaffe her

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->