02-07-2020

Spot på People Like Us - nyt medlem i DIEH

Så er det tid i sommervarmen til at sætte pris på ét af de nyeste medlemmer af DIEH: People Like Us.

People Like Us er et dansk mikrobryggeri med base på Amagerbro i København. Bryggeriets mission er bred – udover at brygge socialt bæredygtige øl med internationale ambitioner, så er målet også at skabe arbejdspladser for folk fra socialt marginaliserede grupper, som normalt ville have svært ved at finde et arbejde. Af bryggeriets 45 ansatte har mere end 85% en diagnose. 

Velfærdsrevolutionistens opgør med normalitet

Bryggeriet blev stiftet for 3 år siden af Lars Carlsen - oprindelig uddannet skolelærer og nu – med egne ord -bryggeriejer og velfærdsrevolutionist. Hans ambition er at udfordre dominerende samfundsopfattelser af normalitet og fællesskaber:

- People Like Us er en social-innovation forretning, der arbejder på at udvikle og sprede nye forståelser af at drive social forretning.

Øllene hos People Like Us har det til fælles, at de udover at være socialt og bæredygtigt producerede også er inspirerede af menneskelig udvikling. Eksempelvis er en af deres øl tilskyndet af en ung fyr, der havde svært ved at finde arbejde, men som var dygtig til at danse. Det udmundede i danse-øllen Cha Cha Cherry. Øllen blev danset til diverse festivaller i Europa og blev udvidet til en decideret turné med øllen Mango Tango.

”Vi skal turde stille krav til hinanden – både som branche, virksomheder og som forbrugere”

Lokal ansvarlighed tillægges stor betydning. Bryggeriet gennemsyres af social ansvarlighed og en tro på, at alle kan og vil arbejde, hvis de bliver behandlet rigtigt. Det gælder i alle led af værdikæden og ikke blot lokalt på Amager:

For People Like Us er det alfa og omega, at hvis vi skal turde drømme om at have et bæredygtigt samfund i fremtiden, så skal hovedfokusset være på etik, sporbarhed og gennemsigtighed. Og vi skal turde stille krav til hinanden – både som branche, virksomheder og som forbrugere.

Specielt branchesamarbejder kan fremme den bæredygtige profil, mener Lars. Udover at være en socialt ansvarlig virksomhed har People Like Us også et ønske om at blive hundrede procent økologiske. Det er dog svært som en mindre virksomhed, når udbuddet af økologisk humle i øjeblikket ikke følger efterspørgslen. Ved at linke sig op til større bryggerier og fortsætte samarbejdet med Mikkeller, håber Lars, at fremtiden hos People Like Us udover social bæredygtighed også kan blive økologisk.

Og netop nye samarbejder på tværs er noget af det, som People Like Us håber at kunne opnå igennem et medlemskab hos DIEH:

- Vi håber, vi igennem vores medlemskab hos DIEH kan blive inspirerede. Fordi vi kan noget, men vi har i den grad meget at lære som ung virksomhed. DIEH kan hjælpe os med et netværk til partnerskaber og samarbejder på kryds og tværs af alle virksomheds-genrer – også udenfor ølverdenen.

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->