07-07-2020

Spot på Turtle Workwear - nyt medlem i DIEH

Hos DIEH glæder vi os over, at vi inden sommerferien har kunnet byde velkommen til endnu et nyt medlem: Turtle Workwear.

Og nye er Turtle Workwear. I starten af 2020 stiftede Jesper Hansen, Mads Møller og Esben Frederiksen Turtle Workwear. Med 20 års samlet erfaring imellem sig indenfor sourcing, produktion, design og indkøb har de lært modebranchen at kende på godt og ondt. Specielt branchens skyggesider ligger de tre entreprenører på sinde, og derfor er nøgleordene for Turtle Workwear bæredygtighed og menneskelighed:

- For os handler det om at finde frem til netop den pris, som giver mening for alle parter i værdikæden. 

En løn som man kan leve af

Folkene bag Turtle Workwear har en ambition om at revolutionere markedet indenfor bæredygtige og slidstærke tøjløsninger til virksomheder. Udover at de selv skal kunne drive en sund tøjforretning, er det mindst lige så vigtigt for Jesper, Mads og Esben, at de resterende led i værdikæden har en sund forretning, hvor medarbejdere bliver betalt en løn, som de kan leve af. De tror nemlig på, at det er muligt at drive forretning og samtidigt behandle mennesker og miljø ordenligt.

Behovet for at tænke bæredygtighed og medmenneskelighed ind i processen er presserende. De fortæller, at prisen på tøj siden 90’erne er faldet med 6% samtidig med, at inflationen er steget med 87%. Det bidrager til, at lønninger og metervarekvalitet er blevet nedprioriteret:

- Vi mener, at dette er et klart billede af en sørgelig tendens, hvor lønninger og metervarekvalitet er blevet nedprioriteret for at kunne realisere de ekstremt lave priser, der er blevet en selvfølge for mange slutbrugere.

Lang levetid, mindre udskiftning og mindre miljøbelastning

Jesper, Mads og Esben påpeger, at det er vigtigt, at vi alle sammen stiller os kritiske overfor, hvad det er, vi køber. Derfor er det også et bevidst valg, at alt tøj i Turtle Workwear er produceret i EU, hvor der er strammere retningslinjer for beskyttelse af arbejderrettigheder – herunder retten til organisationer og at arbejde under overenskomst. Derudover er Turtle Workwear’s produkter lavet af økologisk bomuld uden brug af farlige kemikalier. Deres polyesterbaserede sportstøj er ligeledes fremstillet af plastaffald for at mindske brugen af råolie.

Ifølge stifterne er det nuværende tekstilforbrug i EU – og især i Danmark – ikke bæredygtigt. Det håber de, at Turtle Workwear kan være med til at lave om på, og det er her, medlemskabet af DIEH kommer ind i billedet:

- I DIEH har vi mulighed for – på tværs af diverse brancher – at diskutere etik og sparre i forhold til erfaringer, muligheder og innovative løsninger. Vi er rigtig glade for at være med i en alliance, hvor vi kan bruge vores viden og position til at præge en branche, der for alvor har brug for fuld fokus.

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->