23-09-2020

Spot på Tænketanken Frej – nyt medlem i DIEH

I august kunne DIEH byde velkommen til endnu et nyt medlem: Tænketanken Frej.

Tænketanken Frej arbejder for ”at skabe et stadigt mere bæredygtigt fødevaredanmark”.

Sammen med Frejs sekretariat arbejder mere end 70 frivillige i Aarhus og København primært gennem oplysningsprojekter for at engagere unge borgere og fødevareproducenter. Hos Frej tror de på, at bæredygtig udvikling sker ved at inspirere og motivere til forandring.

Vi har talt med Marie-Louise Boisen Lendal, Medstifter og direktør om medlemskabet.

Der findes ikke noget endemål for bæredygtighed

Hos Tænketanken Frej er der fokus på at sætte konkrete mål og strategier for bæredygtigheden - både på det personlige, organisatoriske og virksomhedsmæssige plan. Formålet er at ændre den måde, vi konsumerer og arbejder med fødevarer i dag. Det er vigtigt for Frej at understrege, at bæredygtighed ikke har et endemål:

- Et af vores hovedbudskaber er, at der ikke er et endemål for bæredygtighed, men det handler om, at man som organisation, virksomhed og person hele tiden sætte nye mål for, hvordan man vil bidrage stadigt mere positivt til verden, siger Marie-Louise Boisen Lendal

Virksomheder og organisationer bør hele tiden kunne svare på, hvordan de gør verden til et bedre sted og sikre sig, at produkter og services produceres til gavn for mennesker og miljø.

Forandring gennem dialog – med unge, landmænd, virksomheder og politikere

Ifølge Marie-Louise er det er en vision, der kræver oplysning og information. Frejs oplysningsarbejde har særligt fokus på, hvordan unge borgere kan engagere sig i bæredygtighed gennem demokrati. Oplysningsarbejdet henvendt til unge sker ved fysiske debat-events, konferencer, en Youtube-kanal, samt en podcast. Derudover har Frej oprettet en offentligt tilgængelig vidensbank på deres hjemmeside.

Udover at få de unge i tale, laver Frej laver også oplysningsarbejde til mere end 60 partnere i fødevarebranchen, ligesom de også er i tæt dialog med virksomhederne om deres bæredygtighedsstrategier.

Når det kommer til at skabe forandring gennem dialog, bidrager Tænketanken Frej ved at facilitere samtalen mellem relevante parter. Et eksempel er projektet ”Landmændene tager fremtiden i egne hænder, hvor politikerne Ida Auken og Tommy Ahlers var med Frej på tur rundt i landet og besøge 100 landmænd. Formålet var at skabe en dialog om, hvordan landmændene selv mener, at de kan imødekomme regeringens mål om CO2 reduktion på 70%.

Vejen frem gennem samarbejde og forpligtende aftaler

Som medlem af hos DIEH ser Marie-Louise frem til at kunne styrke samarbejdet med virksomheder og organisationer. Ifølge hende er der mange ligheder mellem DIEH og Frej i arbejdet med at sikre forpligtende aftaler. Særligt fremhæver hun DIEH søsætning af Dansk Alliance for Ansvarlig Soja som et vellykket projekt:

- Vi tror på, at vejen frem er gennem samarbejde med virksomheder og organisationer og ved at sikre forpligtende aftaler og målsætninger. Det kan for eksempel være særlig relevant på et område som bæredygtig sojaproduktion, hvor DIEH har gjort et kæmpe stort stykke arbejde. Det vil vi gerne bakke op om og være med til at fremme.

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->