25-04-2021

Praktikant til innovative partnerskaber og events

 

Brænder du for at arbejde med verdensmålene og bæredygtighed i danske virksomheder, organisationer og offentlige institutioner?

Dansk Initiativ for Etisk Handel er den danske platform for bæredygtige værdikæder. Sammen med vores medlemmer og samarbejdspartnere arbejder vi for at fremme ansvarlig og bæredygtig virksomhedspraksis i globale værdikæder. Det gør vi gennem multi-stakeholder partnerskaber, alliancer, innovative projekter, videndeling og netværk.

Vi søger en praktikant, der vil bidrage til de mange forskellige aktiviteter på sekretariatet og især vores partnerskaber, projekter og events, der samler en bred vifte af danske virksomheder, folkelige organisationer, erhvervsorganisationer, offentlige institutioner og fagbevægelsen.

Som praktikant i Dansk Initiativ for Etisk Handel bliver du en del af et internationalt orienteret team, som brænder for at bidrage til en social, økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling globalt. Du vil blive en ligeværdig og integreret del af vores team, og du vil komme til at prøve kræfter med mange forskellige typer af opgaver, som kræver, at du er parat til at tage ansvar og udvise stor selvstændighed i opgaveløsningen.

Opgaverne

Dine opgaver vil primært dreje sig om at bidrage til vores partnerskaber, projekter og events. Du kan for eksempel få til opgave at:

  • bidrage til at arrangere dialogmøder og round tables om eksempelvis børnearbejde, ansvarlige investeringer, klimamål eller arbejdsvilkår i tekstilindustrien i Etiopien
  • assistere projektlederne i deres arbejde med kommunikation, workshops, koordinering og afrapportering på vores innovationsprojekter inden for især tekstil og fødevarer
  • lave interviews med vores medlemmer om deres samarbejde med leverandører om bæredygtighed, og bidrage til workshops om innovation i værdikæden
  • bidrage til vores medlems- og partnerskabsstrategi
  • hjælpe med kommunikationsopgaver og opdatering af vores hjemmeside
  • bidrage til udarbejdelsen af materialer og publikationer, der understøtter vores medlemmer og samarbejdspartneres arbejde med bæredygtighed
  • ad hoc opgaver

Om dig

Vi søger en praktikant, der har en relevant uddannelsesmæssig baggrund. Det vil være en fordel hvis du har kendskab til CSR, bæredygtighed og værdikæder, men det er ikke et krav. Derudover forventer vi at:

  • du er initiativrig og har stort gå-på-mod
  • du kan være hos os i minimum 3 måneder
  • trives med en omskiftelig hverdag på et mindre sekretariat
  • du behersker dansk i skrift og tale

Stillingen er en ulønnet praktikantstilling på 30-37 timer, med start august/september 2021. Der vil naturligvis være fleksibilitet i forhold til eksamener og lignende forhold.  

Vi betragter mangfoldighed som et aktiv og menneskers forskellighed som en væsentlig ressource i vores udvikling. Derfor opfordres alle kvalificerede ansøgere uanset alder, køn, race, seksuel orientering, religion og etnisk baggrund til at søge stillingen.

Interesseret? Så send os en kort ansøgning og CV. Spørgsmål til stillingen kan stilles til Elisabeth Moltke på em@dieh.dk.

Der er ansøgningsfrist d. 11. maj, og du skal sende ansøgningen til dieh@dieh.dk. Vi kigger løbende på ansøgningerne, og glæder os meget til at høre fra dig.

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->