05-11-2021

Vinderen af Verdens Bedste Indkøber 2021 er fundet – stort tillykke til Region Syddanmark

Det var Region Syddanmark, der modtog årets pris som Verdens Bedste Indkøber. I år var det et stærkt finalefelt med warfair og Københavns Kommune som de to øvrige nominerede for deres imponerende arbejde med etisk handel og klimaaftrykket i indkøb og udbud.

Region Syddanmark modtog prisen som Verdens Bedste Indkøber for deres modige nytænkning af egen indkøbspraksis og samarbejde med virksomheden HOLMRIS B8 om køb af brugte kvalitetsmøbler til Regionshuset. Indsatsen er et stærkt eksempel på, hvordan offentlige institutioner kan arbejde konkret med Verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion.

Dansk Initiativ for Etisk Handel var med til at uddele prisen på Forum For Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlig Grønne Indkøbs Årskonference for bæredygtige indkøb den 28. oktober 2021.

Prisen er stiften af Dansk Initiativ for Etisk Handel, IKA - foreningen af offentlige indkøbere, Forum for Bæredygtige Indkøb Miljøstyrelsen og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI) for at hylde de gode eksempler på indkøbere, der bruger den store grønne indkøbsmuskel til at bidrage til Verdensmålene.

 

Mere om de nominerede i finalen

Region Syddanmark var nomineret for deres samarbejdsaftale med HolmriisB8 om køb af brugte møbler til regionshuset. Samtidig er det besluttet at brugte møbler er et obligatorisk førstevalg, så genbrug af egne møbler prioriteres først, dernæst køb af brugte møbler, og først når de muligheder er udtømte overvejer man køb af nye møbler. Ved at købe brugte møbler kan de ressourcer, som møblerne er lavet af holdes i kredsløb i længst tid og blive brugt længst muligt.

Aftalen er et pilotprojekt for at få erfaringer til opskalering i hele regionen – herunder sygehusene, og det er nemt for andre både offentlige og private at kopiere. Region Syddanmark promoverer også kvaliteten af genbrugsmøbler, både internt og eksternt, får at ændre opfattelsen af genbrugsmøbler fra loppemarkedsstandard til kvalitet.

  

Københavns Kommune var udvalgt af juryen som finalist for brugen af en dynamisk model til at indføre skærpede miljøkrav til leverandørkøretøjer. Kommunen sigter mod at anvende modellen og værktøjerne på alle udbud og kontrakter indenfor leverandørtransport, og deler også erfaringerne med kolleger i andre kommuner.

Københavns Kommune indfaser kravet i løbet af aftalens løbetid, så leverandører gradvist udskifter deres flåder til grønne køretøjer over en kontraktperiode. I 2020 og 2021 er modellen blevet inkorporeret i indkøb af så forskellige ting som vinduespolering, tandlæge-artikler og fødevarer. 

Med tiltaget ønsker Københavns Kommune dels at sænke CO2-udledningen forbundet med Kommunes forbrug og forbedre københavnernes sundhed gennem bedre luftkvalitet.

 

warfair var udvalgt af juryen for sin forretningsmodel, der bygger på indkøb af kvalitetsvarer fra lande ramt af konflikt.

warfair finder varer og virksomheder og sikrer kvalitet, transport og finansiering for at få varerne på markedet til både private og produktionsvirksomheder. I den proces kontrollerer Warfair for både social og miljømæssige forhold. warfair hjælper også leverandører med at opnå certificeringer inden for fødevarekvalitet, økologi og fair trade.

Arbejdet i konfliktramte lande, som for eksempel Yemen og Afghanistan bidrager med økonomi og arbejdspladser til udviklingen – men det stiller store krav til etiske standarder. Til det har warfair udviklet en omfattende due diligence-proces. Processen ligger tilgængelig på virksomhedens hjemmeside, og warfair udbreder aktivt ideen og metoderne.

  

Stort tillykke til vinderen af prisen og de to nominerede finalister!

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->