25-01-2022

Mød vores nye kollega, Lotte!

Lotte Frøjk Knudsen er vores nye kommunikations- og engagementsansvarlig i Dansk Initiativ for Etisk Handel.

Hun skal stå i spidsen for kommunikationsaktiviteterne og arbejde strategisk med at styrke dialog og engagement omkring samfundsansvar og bæredygtig handel i samarbejde med vores medlemmer og samarbejdspartnere. Det er noget, som vi har glædet os meget til her i sekretariatet. 

”Jeg er rigtig glad for at byde velkommen til Lotte som ny kollega i Dansk Initiativ for Etisk Handel. Det er en helt ny stilling her i sekretariatet, og Lotte skal med sine erfaringer inden for strategisk kommunikation og bæredygtighed være med til at fremme vores mission om at engagere og mobilisere mere bredt for at fremme bæredygtig og ansvarlig produktion og indkøbsadfærd”, siger Nanna Callisen Bang.

Lotte har tidligere arbejdet som kommunikationsrådgiver og partner i Teknik- og Miljøforvaltningen. Her har hun skubbet københavnerne i en mere bæredygtig retning med kampagner og adfærdskommunikation inden for bl.a. klimatilpasning, cyklisme, madspild og affaldssortering – alt sammen med målet om at gøre København til verdens første CO2-neutrale hovedstad. Senest har Lotte været kampagnerådgiver hos kommunikationsbureauet Primetime.

”Jeg glæder mig til at få arbejdshandskerne på og få kommunikeret de mange interessante og vigtige erfaringer og løsninger ud til omverdenen, så vi kan skubbe verden i en mere bæredygtig retning. Døren er altid åben og kaffen varm, så brænder du inde med en god historie eller ide, som bør deles med omverden, så hold dig endelig ikke tilbage”, siger Lotte.

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->