21-03-2022

Partnerskab skal vise vejen for flere bæredygtige fisk på danskernes middagstallerkener

Dansk Initiativ for Etisk Handel, Planmiljø og en række nøgleaktører skruer op for arbejdet for et bæredygtigt fiskeri i Danmark. Et styrket samarbejde i partnerskabet med fokus på videndeling og innovative løsninger skal være med til at vise vejen for flere bæredygtige fisk til danskerne.

Partnerskabet, som samler flere end 40 organisationer og virksomheder, er nu på vej til at tage skridtet videre mod nye ambitioner. Fælles for partnerne er, at de er optaget af at finde bæredygtige løsninger på de miljø-, klima- og erhvervsmæssige udfordringer, der findes i fiskeri og fiskeopdræt i Danmark. Især erhvervslivet er en vigtig spiller i arbejdet med at se på nye muligheder og sikre omstillingen til mere bæredygtige fødevarer fra havet.

”Der er brug for dialog og samarbejde om bæredygtigt fiskeri i Danmark, så vi sammen kan blive klogere og finde løsninger på tværs af detailhandel, forskning, grønne organisationer og fiskeriets aktører. Vi er rigtig glade for, at så mange centrale aktører har valgt at støtte op omkring partnerskabet, og vigtigheden af, at vi går sammen og deler viden om udfordringer og muligheder for et bæredygtigt fiskeri i Danmark. Vi håber, at endnu flere har lyst til at være med”, siger Nanna Callisen Bang, direktør for Dansk Initiativ for Etisk Handel.

Partnerskabet falder også i tråd med nødvendigheden af flere bæredygtige løsninger på havområdet og den kommende havplan. Havplanen skal sikre en helhedsorienteret planlægning af det danske havareal. Desuden spiller partnerskabet ind i de blå verdensmål og har ud over fokus på bevarelse af naturressourcer og havmiljø, også stærk blik for dyrevelfærd, klima, sundhed og arbejdspladser.

Bliv en del af partnerskabet -  og sæt skub i en grøn omstilling inden for fiskeri

Det næste skridt i partnerskabet er en fælles vision for bæredygtigt fiskeri i Danmark – og derefter skal der handling bag ordene. De gode erfaringer og praksisser inden for bæredygtigt fiskeri skal deles i partnerskabet, så der kan skabes reelle forandringer for havets dyr og biodiversitet - og i sidste ende også for klimaet og vores fælles fødevaresystem. Arbejdet bliver for alvor genstartet i løbet af foråret med ekskursioner og videns-webinarer for at se på udfordringer og muligheder.

Partnerskabet om bæredygtigt fiskeri er åbent for alle, der har en interesse i at være med.

Skriv til Lene Midtgaard på lm@dieh.dk, hvis du vil vide mere om Partnerskabet om bæredygtigt fiskeri. Du kan også læse mere om Partnerskabet om bæredygtigt fiskeri.

Fakta

  • Partnerskabet om bæredygtigt fiskeri er startet i 2018 af Dansk Initiativ for Etisk Handel og Planmiljø og består af virksomheder, indkøbere, miljøorganisationer, forskere, køkkenprofessionelle, brancheforeninger og offentlige myndigheder.
  • Partnerskabet står bag indkøbsguiden til indkøbere, der gerne vil have mere bæredygtige fisk i sortimentet, som udkom i 2021.
  • Partnerskabet er støttet af VELUX FONDEN

Skriv dig op til vores nyhedsbrev.

Dansk Initiativ for Etisk Handel er den danske platform for bæredygtige værdigkæder. Vores vision er, at handel skal være ansvarlig, og fremme social, økonomisk og miljømæssig bæredygtig udvikling for alle i tråd med Verdensmålene. Som medlemsorganisation samler vi de danske aktører, der beskæftiger sig med global handel. Vores fem medlemsgrupper er fagbevægelsen, erhvervs-og brancheorganisationer, virksomheder, organisationer og offentlige institutioner, kommuner og fonde.

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->