15-02-2012

Prisen for billige roser betales af blomsterarbejderne

Produktionen af blomster til den vestlige verden er en milliardindustri, og blomsterne kommer oftest fra udviklingslande. Inden for EU er Kenya eksempelvis den langt største leverandør af blomster. Ca. 35 pct. af EU's samlede blomsterimport kommer fra Kenya hvor denne industri for længst har overhalet turisme og the som den største indtægtskilde.

En nylig dokumentar fra P1, med blandt andet deltagelse af 2 af vores medlemmer: COOPs forbrugerpolitiske direktør Mogens Werge og Jonas Giersing, direktør, Fairtrade Mærket, sætter fokus på baggrunden for de billige blomster på det danske marked.

Dårlige arbejdsforhold
P1´s undersøgelse af hvordan eksempelvis roser produceres på store farme i Kenya afslører dårlige og helbredsfarlige arbejdsforhold, heriblandt lave lønninger og farlig omgang med sprøjtegifte. De ansatte udtaler, at de ikke har alternative arbejdsmuligheder, og at de derfor må finde sig i de dårlige forhold.

Også et problem på Fairtrade farme
I dokumentaren har man også undersøgt Fairtrade farmene nærmere. Fairtrade International arbejder bl.a. for at sikre arbejderne en ordentlig betaling, retten til at organisere sig og har desuden regler om, at der ikke må anvendes farlige og ulovlige sprøjtemidler. Men ved P1´s undersøgelse udtaler flere arbejdere på Fairtrade farme, at der ingen forskel er i arbejdsvilkårene.

Men hvordan kan vi sikre at prisen for billige blomster på det danske marked ikke betales af dårlige lønninger og helbredsproblemer for afrikanske arbejdere?

COOPs holdning
”Vi er naturligvis ikke interesserede i, at der er nogen der bliver syge af at producere varer til vores hylder”, udtaler Mogens Werge og fortsætter: ”men vi må erkende at det er kompliceret at holde styr på leverandører hele vejen igennem kæderne (leverandører, underleverandører etc.). Derfor vil vi afholde et dialogmøde hos Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH) med andre relevante medlemmer.

Her kan vi sammen med andre virksomheder, Fairtrade, fagforeninger og NGO’er diskutere hvordan vi kan håndtere problemerne ved denne blomsterproduktion i praksis. Vi vil samtidig invitere DIEHs samarbejdspartner The Ethical Trading Initiative fra England. De har beskæftiget sig med denne problemstilling siden 2002 og kan uden tvivl kan bidrage med megen nyttig viden.

Vi er jo netop medlemmer af dette multistakeholder-initiativ, for at kunne høste fordelene af at samarbejde med mange forskellige eksperter og aktører. ”

Fairtrades holdning
”Vi er glade for, at DR sætter fokus på de mange udfordringer ved blomsterproduktion i Kenya, der har konsekvenser både for arbejdere og miljøet” udtaler Jonas Giersing og fortsætter ”Fairtrade tager naturligvis handling på de problemer, som udsendelsen sætter fokus på i forhold til Fairtrade, herunder ikke mindst de uregelmæssigheder og forsøg på snyd, som udsendelsen kommer ind på, dette kan I læse mere om på vores hjemmeside.

Men udover disse tiltag vil vi også se frem til at deltage i det kommende dialogmøde hos Dansk Initiativ for Etisk Handel med mange relevante aktører. At ændre på arbejdsforholdene et sted som Kenya og på længere sigt, er et problem der kun kan løses hvis vi er mange der arbejder for det i fællesskab.”

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->