26-10-2017

Etiske problemstillinger i Italiens tomatindustri atter i fokus

Onsdag d. 25. oktober var der atter fokus på dårlige arbejdsforhold i den italienske tomatindustri. Researchcenteret Danwatch har i en ny undersøgelse dokumenteret, hvordan en tomatplukker er afgået ved døden i Italien efter at være blevet nægtet lægehjælp på den farm, hvor han arbejdede. Historien blev bragt på TV2 news og kommer i kølvandet på adskillelige negative historier om en industri, der ikke har styr på etikken.

Kronjuvelen i Italiensk landbrug
Tomatproduktion betegnes som kronjuvelen i italiensk landbrug, fordi eksport af forarbejdede tomater årligt indbringer over 11 mia. kr. Den italienske tomatindustri er dog efterhånden kendt for omfattende udnyttelse af blandt andet migrantarbejdere med systematisk underbetaling og dårlige arbejds- og levevilkår til følge. Det anslås, at op mod 300.000 migrantarbejdere tilsammen udgør en tredjedel af arbejdskraften i den italienske landbrugssektor.

Med en eksportandel på 60% af de forarbejdede tomatprodukter, trækker problemstillingerne lange tråde ud i alle verdenshjørner. I Danmark udgør import af forarbejdede tomater fra Italien mere end 70% - og er dermed et seriøst og tilbagevendende problem for dansk detailhandel.

Konkrete værktøjer
I kølvandet på disse etiske problemstillinger har DIEH i samarbejde med søsterorganisationerne, ETI-UK og IEH Norge, udgivet en rapport i 2016, der skitserer omfanget af problemer i italiensk tomatproduktion. Rapporten, ”Counteracting exploitation of migrant workers in Italian tomato production” peger ligeledes på en række konkrete værktøjer og anbefalinger, som blandt andre danske fødevarevirksomheder kan tage i brug for at skabe konkrete forbedringer i branchen til gavn for de mennesker, som plukker tomater.

Anbefalingerne i rapporten, tager udgangspunkt i FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv – et konkret værktøj, som kan bidrage til mere rettidig omhu blandt fødevarevirksomheder i sektoren.

Download rapporten: ”Counteracting exploitation of migrant workers in Italian tomato production.