01-05-2020

1. maj i en coronatid: Husk ansvaret for værdikæden

Bragt i Altinget den 6. april 2020

DEBAT: Coronakrisen rammer millioner af mennesker, der producerer og leverer vores mad, tøj, elektronik og medicin. Husk ansvaret for værdikæden, skriver Dansk Initiativ for Etisk Handels direktør.

Covid-19-pandemien afslører sårbarheden i ​​vores globale økonomiske model og tester i øjeblikket vores evne til at reagere kollektivt og i solidaritet.

Det sammenhold og den solidaritet, som vi flere steder oplever i denne krisetid, er hjertevarmende, og der træffes hidtil usete foranstaltninger for at sikre jobs og indkomst samt hjælpepakker til virksomheder og iværksættere for at overleve.

Det er opmuntrende og bringer håb for alle, der gennemgår denne ufatteligt hårde tid her i Danmark.

Samtidig er vi nødt til også at huske, hvordan pandemien påvirker livet for de millioner af kvinder og mænd verden over, der arbejder på tværs af vores internationale leverandørkæder og som producerer vores mad, tøj, elektronik, medicin og meget mere – ofte uden et socialt sikkerhedsnet, som vi kender det fra Danmark.

Det er ikke kun deres helbred, der i øjeblikket kan være i fare, men i den grad også deres job og indkomststabilitet. Selvom det er for tidligt at konkludere, hvor vidtgående konsekvenser covid-19 vil få, vil mange af de, der er heldige nok til at undslippe sundhedsrisici, stadig risikere at blive sendt direkte i fattigdom og muligvis lide under det – socialt og økonomisk – i årevis.

 
Producentlande er hårdt ramt


Vi er i Danmark afhængige af vores leverandørkæder, og vi er nødt til at huske vores fælles ansvar for hele værdikæden og udvide vores solidaritet ved at støtte producenter og bidrage til at beskytte de millioner af arbejdere, landmænd og iværksættere i værdikæden mod covid-19-pandemien og dens konsekvenser i krisens økonomiske kølvand.

I mange af de producerende lande er økonomien allerede gået i stå på grund af virussen. Produktion, landbrug og turisme er blevet hårdt ramt i forskellige producentlande blandt andet som følge af Kinas afmatning og lukning af grænseovergange.

Fabrikker har indstillet produktionen, og landmænd og fødevareproducenter, der er afhængige af det kinesiske marked, har lidt store tab.

Fabrikker er blevet tvunget til at lukke og efterlader millioner af arbejdsløse. ILO estimerer, at 25 millioner jobs kan blive tabt på globalt niveau på grund af covid-19.

Alene i Bangladesh, et af de største tekstilproducerende lande, er mere end to millioner arbejdspladser indtil nu berørt som en konsekvens af ordreregulering på grund af krisen. Og meget tyder på, at dette bare er begyndelsen. 


Danske aktører skal tage ansvar

Omfanget af konsekvenserne af covid-19 når ud over de enkelte selskabers, organisationers og detailhandlers magt.

Vi vil derfor gerne opfordre vores egen såvel som andre regeringer, filantropiske fonde, virksomheder, ngo'er og andre aktører i lande med højt forbrug, herunder Danmark, til at bidrage til at tage ansvar for konsekvenserne i hele den globale værdikæde ved at målrette indsatser, investeringer og hjælpende foranstaltninger til de berørte leverandører, arbejdstagere og landmænd.

Det gælder også mobilisering af internationale finansieringsmuligheder til de mindre velpolstrede regeringer, der rammes hårdt af jobtab – så de får mulighed for at lave redningspakker og trepartsaftaler som den danske.

For at beskytte arbejderes sundhed, sikkerhed og indtægter er samarbejde med lokale og internationale fagforeninger også vigtig.

Netop nu spiller de en afgørende rolle i at varetage arbejdernes interesser og forhandle aftaler på plads på virksomheds- branche- og landeniveau samtidig med at vejlede virksomheder om virussen, tests og forebyggende adfærd og forholdsregler.

Med andre ord: Vi må ikke glemme dem, der er allermest udsatte, fordi de mangler beskyttelse af grundlæggende arbejdstagerrettigheder og sociale sikkerhedsnet.

 
Tag dialog med leverandørerne


Danske virksomheder kan blandt andet gå i dialog med deres leverandører og forsøge at afdække, om produktion og transport foregår sundhedsmæssigt forsvarligt, hvor der kan være udfordringer, om man kan undgå at annullere ordrer, og om arbejderne er velinformeret om smittefaren.

Ligeledes er det nu mere end nogensinde tiden til at vise, hvordan global solidaritet og etisk handel ser ud. Dansk Initiativ for Etisk Handel samler medlemmer og andre interessenter i en samlet indsats for at beskytte mennesker og miljø i værdikæden.

Det gælder i særdeleshed de mennesker, der er hårdest ramt af pandemien. Vi er i øjeblikket i gang med at indsamle information om de udfordringer, som vores medlemmer oplever både i forhold til at sikre og konsolidere deres forsyningskæder, men også for at skabe løsninger sammen med civilsamfundet, brancheforeninger, fagbevægelsen og offentlige instanser for at beskytte disse sårbare mennesker.

 
Kan afbøde akutte økonomiske udfordringer

Med national viden og bred opbakning kan vi gøre en global forskel i arbejdet med at definere løsninger som for eksempel hjælpefonde, katastrofeberedskab, redningspakker, investering i to- og trepartsforhandlinger, samt oplysning og informationsmateriale, der kan redde liv i denne ekstraordinære situation.

Når pandemien er aftaget, er det afgørende, at disse leverandørkæder kommer til at fungere igen. Selvom øjeblikkelig overlevelse her og nu ligger alle på sinde, er det vigtigt, at vi ikke bare vender tilbage til systemer, strukturer og arbejdsgange, som vi kendte dem inden pandemien, og i stedet har modet til at benytte denne store udfordring til at opbygge mere robuste og bæredygtige værdikæder.

Det forudsætter, at vi har et globalt udsyn i vores coronaindsats, der bygger på en forståelse af, at covid-19 er en fælles global udfordring, og at vi har et ansvar for vores værdikæder.

En ambitiøs indsats for ansvarlighed i leverandørkæder kan både bidrage til at afbøde nogle af de akutte sundhedsmæssige og økonomiske udfordringer her og nu og kan være med til at sikre en mere bæredygtig udvikling end i verdenen inden corona.

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->