19-05-2022

Spot på Toms Gruppen – ”Et område med så komplekse problemstillinger vil altid kræve vores opmærksomhed og en stor indsats”

En stor del af verdens kakao produceres i Vestafrika, og meget af den kakao havner i chokolade rundt om i hele verden. Men kakao er – ligesom andre råvarer fra det globale syd såsom kaffe og vanilje – desværre ofte forbundet med problematikker som børnearbejde, afskovning og korruption.

Toms Gruppen har mange års erfaring i den globale kakaohandel og med bæredygtighed i kakaoforsyningskæden. Vi er derfor rigtig glade for, at Toms Gruppen igen er blevet en del af fællesskabet i Dansk Initiativ for Etisk Handel. 

Læs med her, hvor Supply Chain Director i Toms Gruppen, Michael Budtz Berthelsen, fortæller om, hvordan arbejdet med etisk handel gribes an i en virksomhed med over 2.500 leverandører og samarbejdspartnere verden over.

Vigtigt at sætte ind, afhjælpe og forebygge

Toms Gruppen har siden 1990’erne arbejdet for mere bæredygtige standarder for kakaoimport. Det har resulteret i årelang erfaring med blandt andet arbejde med kakaofarmere i Ghana og samarbejde i førende internationale organisationer som International Cocoa Initiative og World Cocoa Foundation. Men trods store ambitioner og mangeårige indsatser vil der ifølge Michael altid være mere at tage fat i –

”Kakaohandel er et område med så komplekse problemstillinger, at det altid vil kræve vores opmærksomhed og en stor indsats. I vores nye bæredygtighedsstrategi kridter vi banen op for en intensiveret indsats for at beskytte børns rettigheder og bekæmpe afskovning – ikke kun i kakaoforsyningskæden, men også i forsyningskæderne for vores andre råvarer. Målet er at afskovning og børnearbejde er bekæmpet i vores kakao-forsyningskæde i 2025 og i alle vores forsyningskæder i 2030”.

Toms Gruppens supplier code of conduct fungerer her som fundamentet, der skal sikre mere bæredygtig og ansvarlig handel i virksomhedens forsyningskæder. Derudover benyttes transparency scores, certificeringer og spørgeskemaer til at vurdere den etiske standard hos leverandørerne –

”Vi går efter at opdage og registrere enhver form for korruption, miljøbelastning eller brud på menneskerettigheder i vores forsyningskæder. Og så er det vigtigt, at vi sætter ind, afhjælper og forebygger, hvis vi opdager, at noget ikke er, som det skal være”, fortæller Michael.

Satser på robuste og langsigtede samarbejder

Når man på verdensplan har godt 2.500 leverandører og samarbejder med 5.000 kakaofarmere er arbejdet med at sikre etisk handel ganske stort og komplekst. Derfor søger man i Toms Gruppen altid input, nye metoder og viden udefra – ligesom man også meget gerne deler ud af egne erfaringer –

”Det er vores tilgang at søge samarbejde om varige, bæredygtige løsninger, frem for blot at afbryde samhandel straks vi ser et problem. Det kan være bøvlet og det går ofte langsommere, end vi kunne ønske os. Det indrømmer vi gerne. Men vi har insisteret på de langsigtede forbedringer. De erfaringer vil vi meget gerne dele ud af til de andre medlemmer i Dansk Initiativ for Etisk Handel, ligesom vi altid er nysgerrige efter at lære af andres erfaringer” siger Michael og afslutter –

”Samarbejdet mellem de mange forskellige aktører i Dansk Initiativ for Etisk Handel skaber en platform for at dele viden om etisk handel på tværs af interessenter og brancher. Og vi når simpelthen længere, når vi deler viden, samarbejder og opbygger standarder, som baseres på indsigt i alle relevante aspekter”.

 

DIEH nyhedsbrev

Få de seneste nyheder og hold dig opdateret på arrangementer fra DIEH

Tilmeld dig
//-->