Bottom UP!

Bottom UP er et projekt, der har til formål at styrke ansvarlig bomuld- og tekstilproduktion i Etiopien med fokus på hele værdikæden lige fra den etiopiske bomuldsmark til den europæiske forbruger.

 

Den stigende interesse, internationale brands viser for at importere tekstil og beklædning fra Etiopien, medfører en unik mulighed for at påvirke sektoren, så den kan udvikle sig bæredygtigt.

Formålet med Bottom UP er derfor at arbejde for en værdikæde, der genererer økonomisk vækst, forbedrer arbejdsforhold, promoverer et minimum af arbejds- og miljøstandarder samt ikke mindst ansvarlig indkøb fra den etiopiske tekstilsektor. Målet er, at samarbejdet skal hjælpe 2.000 bomuldsbønder, 2.200 landarbejdere og 17.000 fabriksansatte.

Projektets første step består af træninger og teknisk support til bomuldsbønder, kommercielle landbrug og bomuldsfabrikker i forbindelse med at efterleve bæredygtige praksisser og standarder. Det skal på sigt resultere i, at konventionel bomuldsproduktion bliver omlagt til mere ansvarlig produktion med bomuld af højere kvalitet. Projekt partner Solidaridad Ethiopia vil samtidig tilbyde teknisk støtte og vejledning til udvalgte tekstilfabrikker for, at fabrikkerne kan blive omstillet til en mere bæredygtig praksis. Parterne vil desuden facilitere direkte links og dialog mellem europæiske brands og etiopiske – primært lokalejede - fabrikker.

Muligheder for ansvarlig tøj- og tekstilproduktion i Etiopien

DIEH er en af projektparterne i Bottom UP og vil specifikt arbejde for, at nordiske tekstil- og tøjvirksomheder får øjnene op for mulighederne i fremtidig handel med etiopiske leverandører. Med afsæt i projektets resultater vil DIEH og de andre partnere informere potentielle internationale opkøbere om både fordele og ulemper ved at importere beklædning fra Etiopien samt give et indblik i de forskellige muligheder for at udvikle samarbejde med lokale leverandører i Etiopien.

Projektet skal afsluttes med en forbrugerorienteret kampagne i både Holland og Danmark, der skaber opmærksomhed om problematikkerne i tekstilindustrien – men ikke mindst også om positiv udvikling ved at synliggøre, hvordan vi kan undgå endnu et kapløb mod bunden i tekstilproduktionen.  

Hvorfor tekstil og Etiopien?

Bomulds- og beklædningsindustrien er den anden vigtigste sektor for den etiopiske regering i forhold til vækst. Men der er en række nuværende udfordringer, som blokerer væksteventyret og samtidig sår tvivl om, hvorvidt Etiopien kan blive et bæredygtigt produktionsland.

For eksempel importerer størstedelen af tøjfabrikkerne i Etiopien bomuld fra Asien, da den lokaldyrkede bomuld endnu ikke kan leveres i den kvalitet og de mængder, der efterspørges.

Desuden drejer det sig om manglen på mindsteløn, som kan sikre anstændige leveforhold for arbejderne. Det vækker stor bekymring. De laveste lønninger er omkring 26 USD om måneden, hvilket er langt under Verdensbankens fattigdomsrate.

Hvem er partnere i Bottom UP?

Bottom UP er et samarbejde mellem den internationale organisation Solidaridad, Cotton Made in Africa, MVO Nederland og DIEH. Projektet er støttet af EU og løber fra april 2019 til marts 2022.

For flere oplysninger om Bottom UP-projektet, kontakt projektleder Janine Dortmundt på jd@dieh.dk

 
//-->